Det gode essay og det rigtig, rigtig gode essay…

Lars Henriksen, min gode danskkollega fra Herning Gymnasium, gjorde på Twitter lørdag den 2. november opmærksom på et tankevækkende essay som en af hans elever havde skrevet, og som Lars Henriksen selv havde knyttet et par kommentarer til i sit blog-indlæg: Gå offline med eleverne (3. maj 2013)

Jeg kom vist i skyndingen til at give udtryk for at jeg savnede noget i det pågældende essay:

Min kritik, hvor indirekte den end var, var dog både utidig og upræcis. Først og fremmest synes jeg det er er et fremragende essay der forhåbentlig har fået et fortjent 12-tal. Og så var min kritik upræcis, da jeg udtrykte et ønske om at eleverne er politisk ukorrekte. Jeg mente bare at det ville være forfriskende, hvis eleverne i højere grad kunne give emnet en personlig vinkel, hvor de måske endda turde sætte sig selv i og spil.

Lars Henriksen udfordrede mig til selv at skrive et essay af den karakter, men jeg takkede pænt nej:

I stedet har jeg fået lov at vise et af mine elevers essay. Et essay som simpelthen var en fornøjelse at læse, fordi det både var fagligt og satte elevens egen persona på spil.

Opgavens udgangspunkt var dronningens nytårstale 2012, og eleverne skulle skrive et essay om Danmark anno 2012.

Derudover lød opgaveformuleringen: “Dit essay skal tage udgangspunkt i dronningens nytårstale 2012, og du skal bl.a. overveje i hvilket omfang dronningens holdning til den aktuelle krise er rimelig. Du kan inddrage artiklen Ekspert: Dronningen mangler øjenkontakt med befolkningen, men det er ikke et krav.”

Dét kom der sørme mange standard-besvarelser ud af. Flere af dem var glimrende og fik både 10 og 12 – men en enkelt skilte sig ud og sprængte karakterskalaen. Essayet kredser selvfølgelig om dronningens nytårstale som det skal, men i stedet for at gå ind i en større samfundsmæssig debat, hvor den uafvendelige konklusion ville være at vi ikke skal tænke i vækst, og at vi skal passe bedre på hinanden og miljøet, så tog eleven i stedet fat i de elementer der talte direkte til hende: Selviscenesættelse på Facebook, og derfra videre til spiseforstyrrelser. Ikke spiseforstyrrelser som en stillet diagnose, men spiseforstyrrelse som noget de fleste unge, måske især piger kan nikke genkendende til. Essayet kan læses i sin fulde længde, men her følger et par uddrag:

Jeg vender eksemplarisk min egen opmærksomhed mod talen. Talen er som altid meget klassisk og følger den karakteristiske skabelon. Der er dog en undtagelse i år. En sætning der fanger min opmærksomhed. En sætning der lyder: ”Der er en tendens i tiden til at tegne et billede af det perfekte liv med ægtefælle, børn, et inspirerende arbejde… ” Jeg lægger neglelakken fra mig og kigger med sammenknebne øjne på Dronningen, som smilende fortsætter: ”Vi knækker halsen på de kriser, der kan ramme os, hvis kun det perfekte – og overfladiske – liv er godt nok!” […]

Mens jeg går mod bussen, rumler min mave. Det undrer mig ikke, jeg har intet spist siden i går. Jeg tager min mobil frem og skynder mig at skrive: ”På vej, hammer sulten, glæder mig til maden!” […]

Det er en aften, som skal dokumenteres. Mod slutningen af middagen er der en af pigerne, der foreslår, at vi tager et gruppebillede. Jeg er begyndt at spise af min tallerken, der er blevet fyldt allerede for anden gang. ”Ej ikke lige efter middagen da!” er der en af de andre piger, som udbryder. […]

Jeg er stadig kun en 17-årig pige, der går op i, hvordan folk ser mig over Facebook. Måske kan jeg en dag vokse fra det, men lige pt. prøver jeg at leve op til det perfekte. Selvom en rumlende mave er en mulig konsekvens. ”Vi skal lige have redigeret billedet efter” siger jeg, ”selvfølgelig!” er der tre af pigerne der svarer i munden på hinanden. ”Godt nytår!” Råber vi i kor, hvorefter jeg trækker maven ind, blitzen blinker, og mindet er foreviget.

Dét essay er efter min mening både fagligt, og så er det en personlig refleksion for forfatteren, der gør sig selv sårbar. Hun står ikke uden for sin generation og moraliserer over hvad man burde gøre. Nej, hun står lige midt i kaos og fortæller om sig selv som en ung pige der ikke kan sige fra ift. det perfekte billede, som dronningen omtalte i sin tale. Og den refleksion bliver læseren inviteret med ind i. Det er generøst, og jeg har sjældent læst noget der var så sigende og rørende omkring selviscenesættelse…

PS. Jeg bryder mig som udgangspunkt ikke om essayet som genre, bl.a. fordi eleverne let kan blive selvudleverende. Derfor opfordrer jeg dem gerne til at digte og lyve, bare de fortæller en historie som tilsyneladende er deres egen. Og bare de kan reflektere over deres historie. Jeg ved altså ikke om ovenstående historie er sand eller falsk, og det har jeg det fint med. Og det tror jeg måske også forfatteren har… 🙂

PS. Essayet er en kæphest jeg tidligere har svunget pisken over, da jeg tog en faglig rodeotur med vores fagkonsulent, Sune Weile. (Læs mere på hans blog.)

Reklamer

Om René A. Christoffersen

Bestyrelsesmedlem i Dansklærerforeningen + Lektor i dansk og dramatik ved Gl. Hellerup Gymnasium
Dette indlæg blev udgivet i Dansk. Bogmærk permalinket.

2 svar til Det gode essay og det rigtig, rigtig gode essay…

  1. Godt indlæg. Det gode essay behøver hverken være selvudleverende eller moraliserende. Men det skal være personligt, der skal helst være noget på spil og essayisten skal helst skrive sig frem imod ny samfunds- og selvindsigt. Ellers er det kedeligt.

  2. Pingback: God stil? | Dansk, dramatik og musical…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s